Wild
er filmatiseringen af Cheryl Strayed’s bestseller af samme navn, der beskriver et skelsættende kapitel i den unge piges liv. Som 22-årig mister hun alt hvad hun har af holdepunkter i sit liv. Hendes mor dør af kræft, hun dropper ud af college, bliver skilt, og kommer helt ud i tovene som heorinmisbruger.

Fire år senere beslutter den hårdtprøvede unge kvinde sig for at tage sagen i egen hånd. Hun vil rydde op i sit liv og finde sig selv.

Men det er først da Cheryl står midt i ødemarken med en rygsæk, der er tungere end hende selv, at hun indser hvad hun egentlig har gang i.
Det bliver en hæsblæsende rejse både fysisk og psykisk. Hun trodser alt frygt og begiver sig ud på den 1600 km. lange vandretur, der kommer til at koste både blod, sved og tånegle.

En stærk film om at miste sig selv, og om kampen for at blive et stærkere menneske.
Det er en fantastisk flot film med skønne naturbilelder, og vi både griner og græder sammen med Cheryl.

Wild giver stof til eftertanke. Vi mennesker KAN ændre os – og det skal gøre ondt, før det gør godt.

Reese Witherspoon er intet mindre end fantastisk i rollen som Cheryl Strayed. Hun er godt og grundigt ved at etablere sit navn som en aldeles fremragende og seriøs skuespiller med nogle vanvittigt gode filmroller i bagagen. Og hendes Oscarnominering for denne rolle er fuldt ud fortjent.

Snyd ikke dig selv for denne fantastiske filmoplevelse.

Filmen har premiere den 12. marts 2015.

Instruktør: Jean-marc Vallée
Medvirkende: Reese Witherspoon, Gaby Hoffmann, Laura Dern, Michiel Huisman m.fl.