Joe, spillet af Joaquin Phoenix, er lejemorder og krigsveteran. Han tager kun jobs med moralsk værdi, så da en senators datter bliver kidnappet, træder han til for at befri hende og derudover slå på alle, der kommer i vejen for ham – helst med en hammer.
Filmen igennem er der flashbacks til Joes tid som soldat og til hans barndom. Ingen af delene har været nogen dans på roser. Barndommen er præget af en streng far, der synes, hans søn er en slapsvans med dårlig holdning. En del af barndommen er derfor gået med, at Joe sidder i et klædeskab og holder en plasticpose over hovedet. Krigens rædsler taler for sig selv. Joe har derfor filmen igennem tanker om selvmord og er flere gange ved at føre forehavendet ud i livet. Det skal ikke afsløres her, om han gennemfører det.
Joe er brutal, når han uden tøven slår det ene menneske efter det andet ihjel. Til gengæld er han blid som et lam over for sin gamle mor, som han deler bolig med. Blid er han også over for den helt unge Nina, (Ekaterina Samsonov), da han får hende ud af kløerne på de pædofile mænd, der har kidnappet hende.
Joaquin Phoenix er intens og usentimental som den ensomme mand med den sælsomme karriere. Kameraet går tæt på hans sårede krop fyldt med ar, og samspillet med moderen, Judith Roberts, er rørende. Ekaterina Samsonov er imponerende som den lille pige, der er blevet krænket mere end en gang og af flere forskellige mænd. Hun ser resigneret på verden, men stoler dog på Joe, da han redder hende.
Det er oplagt, at filmens hovedperson har nogle ar på sjælen, der har gjort ham til den, han er, og at det er derfor, han kan udføre det ene mord efter det andet. Imidlertid holder filmens præmis om, at mord er mere ok, hvis ofrene ikke fortjener bedre, ikke vand.
Filmen, der er instrueret af skotske Lynne Ramsay, er dog sine steder poetisk og fundamentalt spændende.
Premiere: 22. marts 2018
Instruktør: Lynne Ramsay
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Judith Roberts, Ekaterina Samsonov, John Doman, Alex Manette, Dante Pereira-Olson, Alessandro Nivola
