Det er vel efterhånden mere regel end undtagelse, at anmeldere helst skal være negativt indstillet overfor en serie efter kun at have set et enkelt afsnit – det er næsten blevet et kvalitetsstempel og tegn på, at serien nok skal blive til noget. Egentlig er det vel lidt ubarmhjertigt at bedømme en serie ud fra kun det første afsnit.

Helt så skidt er TV2s nye satsning ”Efterforskningen” nu heller ikke. Om end første afsnit ikke fyrer op under det helt store actionbrag, så er der mulighed for, at det kan udvikle sig til noget godt. Aftenens afsnit er det første ud af i alt seks afsnit i en serie om efterforskningen og opklaringen af mordet på den svenske journalist Kim Wall. Et mord, der for alvor blev kendt verden over – blandt andet på grund af Walls internationale netværk i kraft af hendes job som journalist.

Holdet består af en god håndfuld af dem vi kender. Nogle vil måske efterlyse nye ansigter, men hvorfor ændre noget, som fungerer. Derfor består ”Efterforskningens” hold blandt andet af Søren Malling, Pilou Asbæk, Laura Christensen, Charlotte Munck, Henrik Birch, Hans Henrik Clemensen og Josephine Park krydret med lidt svensk islæt i form af Rolf Lassgård og Pernilla August, der spiller Walls forældre.

Første afsnit tager sit udspring lige inden Kim Wall og Peter Madsen forsvinder i den berygtede ubåd, Drabschef Jens Møller følger kun sagen sporadisk, en fin detalje er, at han ikke lægger særlig mærke til et indslag i radioen under morgenkaffen, der forklarer, at en mand og en ung kvinde meldes savnet sammen med en ubåd i Øresund. Stille og roligt vikles både han og seerne ind i sagen, der hurtigt viser sig at være noget mere rodet og indviklet end nogen nogensinde ville have kunne forudse.

Sjældent har en serie været mere omtalt før første afsnit overhovedet er trillet over skærmen end denne, netop fordi der er tale om en sand historie. For nogle er det for tidligt, for andre er det et passende tidspunkt, for andre bliver det måske aldrig tid til at mindes denne forfærdelige historie. Meget smagfuldt er det dog, at Peter Madsen slet ikke får taletid, ifølge instruktør Tobias Lindholm fordi Peter Madsens historie allerede er blevet fortalt alt for mange gange uden egentlig at have fokus på dem, der kæmpede for at finde retfærdighed.

Generelt må man sige, at sagen behandles pænt og med respekt for de pårørende. Om end den mødte modstand fra Kim Walls kæreste Ole Stobbe, der har givet udtryk for, at deres personlige tragedie blev gjort til underholdning og helt lader folk glemme den person Kim Wall var, så har begge hendes forældre indgået i samarbejdet om seriens tilblivelse, hvilket må være et kvalitetsstempel for, at Tobias Lindholm har sikret det etiske niveau. Derudover forsøger Lindholm at gøre det så autentisk så muligt ved blandt andet at gøre brug af korrekte locations og sågar bruge de samme hunde, som var med til at søge efter Walls lig.

Nu må det være op til de kommende mandage på TV2 om ”Efterforskningen” får et go eller no go fra seerne og om den megen skepsis gøres til skamme.

”Efterforskningen” sendes på TV2 de kommende 5 mandage.

Instruktør: Tobias Lindholm

Medvirkende: Søren Malling, Pilou Asbæk, Laura Christensen, Charlotte Munck, Henrik Birch, Hans Henrik Clemensen, Josephine Park m.fl.

Tobias Lindholm